Samskabende byudvikler
med hænder i jorden og blik for helheden
Værdibaseret byudvikling
Mit navn er Gunilla Stine Rasmussen. Jeg er arkitekt og master i socialt entreprenørskab med erfaring i samskabelse som vej til bæredygtig byudvikling.
Gennem 14 år har jeg været involveret i udviklingen af den prisvindende bydel Musicon i Roskilde og har der igennem været i berøring med alle aspekter af byudvikling; fra de overordnede strategier til den praktiske realisering.
Mit mangeårige engagement har rummet en lang række samarbejder med vidt forskellige parter, men med fælles fokus på at omsætte overordnede værdier til fysisk by og hverdagskultur.
Grøn omstilling og cirkularitet er et gennemgående tema i mit professionelle virke – med skiftende udtryk: Medudvikler på praksisser for cirkulært byggeri i Roskilde Kommune. Kursustilrettelægger og -underviser i klimamedborgerskab og naturforbindelser på Roskilde Festival Højskole. Styregruppemedlem for Naturplanteskolen i omstrukturering til fællesejet virksomhed. Aktivitetsudvikling for Grønt Omstillingsforbund – Roskilde.
Aktuelt lægger jeg et stort engagement i foreningen Vandtårnet, hvor vi håbefuldt og ihærdigt arbejder på at skabe nyt liv i Roskildes ikoniske og forladte vandtårn.
By-DELE drives ved siden af min deltidsansættelse i Jakobskirken (10 t/uge), hvor jeg er vært for medskabelse – bl.a. med fokus på fordybelsespraksisser som næring til den indre bæredygtighed.
Mest til grønt
Også i mit privatliv er jeg optaget af at agere bæredygtigt bl.a. ved at spare på forbruget og skabe grobund for mere vild natur i haven.
Andre store fornøjelser for mig er at opleve naturen og at udtrykke mig gennem billedkunst. Jeg arbejder med forskellige typer collage – ofte med landskabelige motiver fra byen og dens omgivelser.
Som del af Jakobskirkens kunstudvalg har jeg desuden medvirket til realisering af kunstværket Stjernevinge.
De seneste par år har jeg opsøgt nye veje til at styrke den indre bæredygtighed ved at omlægge mit arbejdsliv, meditere og fejre årstidernes skiften.
I marts 2024 holdt jeg orlov for at drage på en refleksionstur rundt i Danmark med fokus på femininitet, åndelighed og naturforbindelser. Rejsen blev støttet med et studierejselegat fra Statens Kunstfond.
Mine forskellige forsøg på at flette kunst, natur og klimahandlinger ind i hverdagen kan følges her på gunilla.stine: