14 km pilgrimsvandring – med start og slut ved Roskilde Domkirke – til Himmelev skov i den nordøstlige del af Roskildes grønne ring.
Vandringen, der foregik gennem sneklædte byrum og landskaber, skabte rum for deltagerne til at kontakte sin kærlighed til naturen og til at blive opmærksomme på sig selv som natur.
Genkender jeg i mig selv nogle af de samme ubalancer, som præger vores samtid og forholdet til naturen?
Hvilke justeringer bliver jeg inspireret og motiveret til?
Og hvor kan jeg finde støtte, når balancen glipper?
Samarbejds-partnere
Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith/ Himmelev Sogn/ Grønt Omstillingsforbund – Roskilde
Ydelse
Konceptudvikling/ tilrettelæggelse/ facilitering
Tidspunkt
8. februar 2026 kl. 11.30-17
Finansiering
Billetsalg
Vandringen bød på:
- Sansevandring og vandring i stilhed
- Korte inspirationsoplæg relateret til årstiden og lokale klimaindsatser
- Spørgsmål til egen refleksion og til walk’n’talk
- Introduktion til pilgrimsvandring, -bøn og -sang
- Besøg i Sct. Ibs kirkeruin, Himmelev kirke og Trekroner kirke
Efter vandringen var der mulighed for at deltage i aftengudstjeneste i Domkirken.
Vintervandringen var den første af fire vandringer, der i løbet af 2026 skal skabe anledninger til at stoppe op og dvæle ved årstidernes skiften samt komme ud og lære landskaberne omkring Roskilde at kende.
Om Elizabeth Knox-Seith:
Elizabeth, oprindeligt uddannet kultursociolog, har været engageret i den skandinaviske pilgrimsbevægelse i 25 år, først som lægperson og siden som præst, og har bl.a. været drivkraft bag udviklingen af Pilgrimshuset i Maribo samt oversat og skrevet en række bøger. I dag arbejder hun delvist som sognepræst i Vordingborg kirke og som pilgrimspræst i Roskilde Stift, hvor hun inddrager inspiration fra den keltiske spiritualitet, der har stor opmærksomhed på naturen og det nære fællesskab.
pilgrimsretræte.dk
Om Grønt Omstillingsforbund – Roskilde:
Go-Roskilde arbejder for at fremme den grønne omstilling i Roskilde Kommune – både vores hverdagsvaner og de rammer, som vi lever og producerer i. Foreningen, der har mere end 450 medlemmer, er dannet med opbakning og deltagelse fra en bred vifte af forskellige lokale aktører og lægger vægt på individuel og fælles læring, dialog og handling.
go-roskilde.dk
Om Himmelev Sogn:
Himmelev Sogn udgør som del af den danske folkekirke den nordøstlige del af Roskilde by med bydelene Trekroner, Veddelev og Himmelev. Sognet betjener Himmelev Kirke fra år 1150 og Trekroner Kirke fra 2019 samt kirkerummet på Roskilde Kloster i bymidten. Kirkelivet, der bl.a. formes af menighedsrådets 14 frivillige medlemmer, er et åbent fællesskab med plads til flere.
Himmelevsogn.dk
