Som 40 års jubilæumsfejring inviterede Jakobskirken i påsken 2014 til en vandring i lokalområdet med ‘minder’ som tema. Minder spiller en væsentlig rolle i bearbejdelsen af sorg, tab og afsked, og ved “at vandre med minder” skulle turen kaste lys over kirkeårets mørkeste dag; langfredag.
Vandringen var tilrettelagt i et samarbejde med projekt ’Walk on the Wild Side’ og havde dermed samtidigt til formål at bidrage til nye sammenhænge og kvaliteter på Roskildes ’vilde side’ i bydelen syd for banen.
Kunde
Jakobskirken, Roskilde Søndre Sogn
Ydelse
Tilrettelæggelse/ Værtskab (frivillighed)
Måned/ År
April 2014
Finansiering
Jakobskirken
Vandringen forløb fra Jakobskirken til sygehusets kapel, hvor den blev afrundet med en musikandagt. Vandringen gik gennem Musicon, der var under transformation fra betonfabrik til ny kreativ bydel, og gennem Roskilde Ring, der er blevet forvandlet fra motorring til rekreativt parkområde.
Som gæst på vandringen deltog pilgrimsvandrer Jörgen Nilsson, der fortalte om sine minder fra vinteren 2012-13, hvor han vandrede for fred og tolerance fra Lund til Jerusalem og undervejs overnattede i en lang række private hjem ned igennem Europa.
De vandrende blev også denne dag inviteret indenfor i hjemlige omgivelser til en kop kaffe hos en lokal beboer. Her blev der lyttet til korte lydmontager, hvori forskellige mennesker med egne stemmer fortæller om sin livssituation – med mindet om noget, der var engang.